Den igangværende regnskabssæson har vist sig bedre, end mange havde frygtet, og det har medført, at analytikerne på Wall Street nu oftere løfter deres estimater for den kommende indtjening i de amerikanske selskaber, end de sætter dem ned.

Det betyder, at revisionsmomentum nu er på sit højeste niveau i mere end et år, og samtidig er det gået forbi det punkt, hvor det typisk har indikeret aktiestigninger, skriver Bloomberg News.

Skiftet til flere opadgående revisioner af indtjeningsestimaterne fra indtil for nyligt flere nedadgående justeringer signalerer typisk en vending i selskabernes indtjening og kursstigninger de efterfølgende 12 måneder.

Læs også: Aktiestrateg: Det her er typisk godt et virkelig godt tegn

De flere positive tilpasninger af indtjeningsforventningerne understreger samtidig, at regnskabssæsonen hidtil har været bedre end ventet. Eller ikke så slem som frygtet. Trods højere renter, høj inflation og en opbremsning i den økonomiske vækst.

»Så længe indikatoren peger i den rigtige retning, er der lys for enden af denne regnskabssæson. Det fortæller os, at indtjeningen per aktie er ved at bevæge sig gennem bunden, hvilket normalt er godt for aktier et år ude i fremtiden og typisk betyder, at det værste indtjeningsfald ligger i fortiden,« siger Michael Casper, aktiestrateg hos Bloomberg Intelligence.

Læs også: Chipgigants bud på fremtiden skuffer - investorerne straffer aktien

Analytikerne på Wall Street venter, at indtjeningsfaldet i selskaberne i S&P 500 vil toppe i det igangværende andet kvartal med et minus på 6,5 pct., mens minusset for første kvartal, som virksomhederne i denne periode netop lægger tal frem for, ses blive på 4,5 pct., når røgen har lagt sig.

Tilbagegangen i første kvartal ser dermed ud til at blive større end i fjerde kvartal, da den var på 2,4 pct., men ikke så slem som et fald på 8,5 pct., der ellers var ventet, inden regnskabssæsonen startede.

S&P 500 har i snit set en stigning på 5,1 pct. i de fire kvartaler, efter at indtjeningerne har ramt bunden.

Læs også: Se listen: Her er 13 aktier, der arbejder med kunstig intelligens

Læs også: Danske Bank om rødglødende megatrend: Vi fortæller vores kunder, at de skal have noget af det

.\˙ MarketWire