De amerikanske aktier er startet ugen med en solid stigning, der mere end annullerer sidste uges samlede kursfald.

Det er især de teknologitunge vækstaktier, som trækker op i markedet med Apple, Tesla og Nvidia i front. Teknologiaktierne er dermed på vej til at forlænge tre uger med fremgang.

Mandagens stigninger er også en fortsættelse af en flot fremgang fredag, da investorerne omfavnede lempelige udtalelser fra en af den amerikanske centralbanks høge, Christopher Waller.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.10, lokal tid i New York, 1,1 pct., mens Dow Jones løftes 0,7 pct., og Nasdaq går mest frem med 1,9 pct. I sidste uge bakkede S&P 500-indekset samlet set med 0,7 pct.

Læs også: Lars Tvede har set sig lun på græske banker

Christopher Waller, bestyrelsesmedlem i Federal Reserve, som ellers normalt anses for en af strammerne i bankens ledelse, udtalte fredag, at han foretrækker, at centralbanken på næste todagesmøde den 31. januar og 1. februar sænker hastigheden i renteforhøjelserne endnu en gang til 25 basispoint.

Meldingen fra Waller flugtede med tilsvarende budskaber fra andre af centralbankens chefer, og det løftede markedet fredag med 1,9 pct. Dermed sluttede en lang talerække fra chefgruppens medlemmer også med en blid tone, da banken nu er gået ind i en stilleperiode forud for det kommende rentemøde.

Indtil nu er aktierne i USA steget med 4,7 pct. siden nytår og med godt 12 pct. siden bunden i midten af oktober sidste år. Spørger man Mike Wilson, chefstrategen hos Morgan Stanley, som i 2021 forudså aktriernes nedtur i 2022, om opturen vil fortsætte, er svaret imidlertid nej, for opbremsningen i væksten rammer selskabernes indtjening.

- Spørgsmålet er, hvornår aktierne vil indregne den nuværende svaghed i de ledende data og den kommende svaghed i de hårde data? Vi tror, det bliver i dette kvartal, siger Mike Wilson til Bloomberg News.

Læs også: En æra er slut, spår topøkonom

I S&P 500-indekset stiger alle sektorer mandag med de teknologitunge sektorer i front. It-aktierne stiger 2,4 pct., mens kommunikationsservice vinder 1,6 pct., og cyklisk forbrug går frem med 1,2 pct.

Der er også plus til industri på 0,9 pct., ligesom finans stiger 0,8 pct.

Inden for it er det Apple, der agerer kraftigste løftestang i mandagens marked med et plus på 3,3 pct. Chipkæmpen Nvidia vinder 6,0 pct., mens konkurrenten Advanced Micro Devices også går 7,8 pct. frem. Indeksets største vinder mandag.

Desuden løftes Microsoft, som i denne ugelægger kvartalstal frem, 1,6 pct. Softwarekonkurrenten Salesforce stiger sideløbende 4,1 pct., da aktivistinvestoren Elliott Investment Management har købt en stor aktiepost i selskabet.

Tesla er også med i ugens regnskabskalender og vinder hele 6,5 pct.

Læs også: Dansk gigant er favorit til lukrativt opkøb

I kommunikationsservice stiger Alphabet 1,7 pct., mens Meta Platforms løftes 2,5 pct. Sidste uges regnskabsvinder Netflix fortsætter også fremgangen med et plus på 4,7 pct.

Med i toppen i hovedindekset er også lagringsproducenten Western Digital også med et plus på 7,1 pct., da Bloomberg News på baggrund af unavngivne kilder skriver, at selskabets forretning inden for flash-hukommelse kan blive skilt ud og fusioneret med den japanske konkurrent Kioxia.

I den anden ende af indekset udgør industriselskabet Xylem, som gør sig inden for løsninger til vandforsyning- og rensning, bundprop med et minus på 8,3 pct. efter nyheden om, at koncernen vil overtage Evoqua Water Technologies for 7,5 mia. dollar. Evoqua stiger derimod 14,7 pct.

På regnskabsfronten bliver det til et let fald på 0,9 pct. til olieserviceselskabet Baker Hughes, der lover besparelser for 150 mio. dollar i 2023 efter et lidt svagere end ventet fjerde kvartal.

Uden for hovedindekset vinder Spotify også 3,0 pct., da musikstreamingtjenesten har annonceret besparelser. I den forbindelse skal 6 pct. af de ansatte afskediges.

Wayfair, som markedsfører boligartikler, vil spare og afskedige 10 pct. af de ansatte, og det har betydet flere løftede analytikeranbefalinger, hvorfor aktien mandag vinder 24,1 pct.

Læs også: Advarer mod begyndende boble i visse aktier

Læs også: Dansk aktie er rødglødende - 'den er som forvandlet'

.\˙ MarketWire