De amerikanske aktier satte sig på ugens første dag, da investorerne igen havde fokus på nyheder, som påvirker den økonomisk vækst negativt.

I Kina er der frygt for store nedlukninger i og omkring Beijing på grund af nye coronaudbrud, og i USA nærmer fagforeninger og arbejdsgiver sig en mulig konflikt med arbejdsnedlæggelser inden for togfragten.

Begge dele kan hæmme den økonomiske aktivitet, lægge nyt pres på forsyningskæderne og dermed potentielt udløse nye prisstigninger.

Olieprisen dalede samtidig og forlængede sidste uges fald, da Opec+ ifølge rygter overvejer at vedtage produktionsforhøjelser, og derfor tyngedes markedet især af minusser til energiaktierne, selv om Saudi Arabien senere afviste de forlydender.

Læs også: Investeringsdirektør: “Aktiemarkedet er ikke faldet nok”

Det brede S&P 500-indeks faldt mandag således med 0,4 pct. I sidste uge bakkede hovedindekset også samlet 0,7 pct.

Dow Jones klarede sig mandag bedst med et minus på 0,1 pct., mens Nasdaq tabte mest med 1,1 pct.

- Alle øjne er på Kina. Ethvert forsøg på at genåbne vil være udfordrende, fordi vi kender mønsteret. Der kommer en kraftig stigning i tilfældene. Vi er slet ikke begyndt denne gang, og der er alligevel allerede mange tilfælde, siger Hani Redha, forvalter hos Pinebridge Investments, til The Wall Street Journal.

Læs også: Analytiker: Nye tal kan give Novo-aktien opmærksomhed

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs advarede mandag samtidig investorerne mod for meget entusiasme, for Wall Street-kæmpen ser ikke, at bjørnemarkedet er forbi endnu.

Goldman Sachs fremhæver udsigten til mere volatilitet i aktierne, inden der en gang i 2023 etableres en bund, og 2023 vil slutte med S&P 500-indekset i 4000 point. Det er blot 1,4 pct. fra mandagens niveau i 3943 point, hvilket også svarer til, at hovedindekset i år er faldet med mere end 17 pct.

Goldman Sachs peger på, at renterne først skal toppe, og at kurserne skal afspejle en indtjeningsrecession, før en reel markedsfremgang kan ske.

Handelen med rentefutures indikerer, at centralbankrenen i USA vil toppe til juni i 5,08 pct. mod det nuværende niveau i 3,75-4,00 pct. Forventningerne til indtjeningen i selskaberne i S&P 500 er sideløbende faldet efter tredje kvartal, ifølge IBES, og der peges nu mod et reelt indtjeningsfald i fjerde kvartal, hvilket er første gang i to år.

Læs også: Advarer mod boligfinte: 'Du gør dig til spekulant'

I S&P 500 toppede defensive dagligvarer med et plus på 1,0 pct., mens forsyning blev løftet 0,5 pct.

I den anden ende faldt energiaktierne med 1,4 pct. i tråd med, at olieprisen på et tidspunkt faldt 6,2 pct., om end den sluttede med et beskedent minus.

De teknologitunge vækstsektorer havde det også svært mandag. Cyklisk forbrug mistede 1,4 pct., og it smed 1,1 pct., mens kommunikationsservice tabte mere moderate 0,8 pct.

Apple trak mest ned i markedet mandag med et minus på 2,2 pct., mens Microsoft, ligeledes inden for it, imidlertid sneg sig frem med 0,3 pct.

I cyklisk forbrug mistede Amazon 1,8 pct., og Teslas, som var særligt ramt af den kinesiske coronabekymring og effekten på salget i Kina, bakkede 6,8 pct.

Desuden tyngede de to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron med minusser på 1,0 pct. til hver.

Ud med Bob og ind med Bob. Igen.

I kommunikationsservice skilte Disney sig derimod ud fra mængden med en stigning på 6,3 pct., da det søndag kom frem, at topchef Bob Chapek stopper efter flere skuffende kvartaler, og at underholdningskæmpen de næste to år vil blive anført af Bob Iger.

Iger er afholdt i markedet, for han stod fra 2005 til 2020 i spidsen for Disney og havde dermed det ultimative ansvar for succeser som opkøbet af Pixar og af Marvel samt lanceringen af streamingtjenesten Disney+.

Hos Teva Pharmaceutical, den israelske medicinalkæmpe med notering i USA, er der også snart vagtskifte i toppen, da danske Kåre Schultz til nytår går på pension og afløses af Richard Francis. Aktien steg 1,3 pct.

På regnskabsfronten opjusterede J.M. Smucker efter sine tal for andet kvartal, og aktien steg 1,4 pct.

.\˙ MarketWire