Henter kommentarer

| Opdateret

Nyt træk fra kriseramt biotekselskab


Det kriseramte Orphazyme stjæler igen rampelyset.

Det danske biotekselskab trækker sin ansøgning om en markedsføringsgodkendelse for midlet Arimoclomol, der har været tiltænkt en særlig stofskiftesygdom hos de europæiske sundhedsmyndigheder. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse tirsdag. Det sker som reaktion på, at der ikke er udsigt til, at midlet mod sygdommen Niemann Pick type C (NPC) bliver godkendt hos de europæiske sundhedsmyndigheders ekspertpanel.

Læs også: Svensk storbank: Hvis du vil ind i C25-aktien, så er nu et godt tidspunkt

»Dagens beslutning om at trække MAA tilbage gør os i stand til at overveje den bedst mulige vej frem for arimoclomol,« lyder det i en kommentar fra Orphazymes administrerende direktør, Anders Vadsholt.

»NPC er en ultra-sjælden neurodegenerativ sygdom med et højt udækket medicinsk behov, og vi ønsker at undersøge mulighederne for arimoclomol i denne indikation for at levere på vores forpligtelse til patienter med denne ødelæggende sygdom,« uddyber han.

Læs også: Kursfaldet skjuler det sande billede – tror billig aktie er en vinder

Arimoclomol har længe været biotekselskabets mulige guldæg til behandling af stofskiftesygdommen. Da de amerikanske sundhedsmyndigheder afviste at godkende midlet på det amerikanske marked, blev Orphazyme sendt ud i en turbulent tilværelse på børsen.

Orphazyme er midt i en rekonstruktion og har tidligere på ugen meddelt, at man ønsker at blive afnoteret fra den amerikanske Nasdaq-børs. Orphazyme-aktien er i løbet af de seneste 12 måneder falder næsten 94 pct.