Carlsberg-aktien falder med 3 pct. efter nyheden om, at topchef Cees 't Hart stopper seneste ved udgangen af tredje kvartal.
»Kursfaldet er naturligt,« lyder det fra investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.
»Det burde ikke komme som nogen større overraskelse, at han ville stoppe på et tidspunkt. Det har ligget i kortene i en længere periode,« udtaler han.
Men når aktien falder, så skyldes det formentlig ikke kun afgangen.
»Det skyldes nok reelt og først og fremmest den usikkerhed, som altid kommer i kølvandet på chefskifte, men også og især fordi finansdirektør Heine Dalsgaard stoppede sidste år,« lyder det fra Per Hansen.
Derudover leverede Carlsberg en 'ubrugelig' guidance for indeværende år om en indtjeningsvækst på +/- 5 pct, tilføjer han.
»Det store spænd kan være konsekvensen af ny finansdirektør, som ikke vil risikere at resultaterne i forhold til guidance hverken bliver over- eller undergærede,« siger han.
Han tilføjer, at det formentlig ikke ændrer for alvor noget ved investeringscasen.
Læs også: Spår danske aktier størst kurspotentiale
Læs også: Børshus ser 10-15 pct. aktiefest forude
