Bankkrakket i USA trak også mandag mørke skyer ind over også de europæiske aktiemarkeder, og på børsen i København var der hårde slag til især Danske Bank og Jyske Bank, som drattede til bunds i et i øvrigt bekymret marked.
C25-indekset sluttede dagen i 1719,44 eller 1,6 pct. lavere end fredagens lukkeniveau.
Dermed fortsætter krakket i Silicon Valley Bank, SVB, som allerede fredag trak det danske eliteindeks ned med 2,3 pct., med at sætte dagsordenen.
»Det er situationen i USA, der præger stemningen med nervøsitet for at det skal brede sig,« mener senioraktierådgiver i Jyske Bank, Martin Munk.
Læs også: På én dag har aktionærer i dansk aktie mistet 10 milliarder kroner
I weekenden lancerede de amerikanske myndigheder - herunder centralbanken ellers en række tiltag, der både skal sikre indskydernes penge, og stabilisere banksystemet generelt efter den seneste uges høje bølgegang. Men det har ikke hindret den negative effekt af krakket fra starten af indeværende uge.
»Jeg havde ellers troet, at der ville komme lidt ro på efter weekenden. Men vi husker jo krakket hos Lehman Brothers i 2008 og hvordan det spredte sig til en finanskrise,« erindrer Martin Munk.
Investorernes søgning efter sikkerhed efter SVB's kollaps favoriserer obligationerne og trækker rentene ned. Og på den måde rammes bankerne dobbelt. De er de mest direkte sammenlignelige med den krakkede bank, og deres indtjeningsvilkår forringes med lavere renter. Yderligere gisnes der i markedet nu om, at den amerikanske centralbank vil undlade renteforhøjelse på sit kommende rentemøde for at beskytte stabiliteten finansmarkedet.
Misstemningen ramte mandag det meste af markedet, men især bankerne, hvor Danske Bank tabte 6,9 pct. til 144,80 kr., og Jyske Bank faldt 5,9 pct. til 510,60 kr. Nordea klarede sig lidt bedre med et tab på 3,7 pct. til 80,69 kr., og nummer fire i Danmark, Sydbank, faldt uden for C25-indekset med 7,2 pct. til 321,20 kr.
Læs også: Danske pensionskasser har millioner i kollapset bank
Men omvendt var det ikke rigtig indtrykket, at rentefaldet i særlig grad gavner de øvrige aktier, sådan som det ellers plejer at være tilfældet, konstaterer Martin Munk.
Kun en håndfuld danske C25-selskaber formåede at holde sig i plus frem til børslukningen. Heriblandt defensive Coloplast, som steg 1,9 pct. til 808 kr., og Demant, som steg 3,0 pct. til 217,70 kr. Med i toppen var også Ambu med et plus på 2,2 pct. til 106 kr. og Genmab, som lukkede 1,2 pct. højere i 2493 kr.
Mere konkret for det danske aktiemarked faldt aktierne i Zealand Pharma og Trifork Holding henholdsvis 4,0 pct. til 224 kr. og 2,1 pct. til 161,40 kr., efter at det kom frem, at de to selskaber har indeståender i den krakkede amerikanske bank.
Men for begge selskabers vedkommende er deres indskud sikret. Dels efter den amerikanske centralbanks indgriben, dels fordi storbanken HSBC har overtaget SVB's aktiviteter i London, hvor Trifork er kunde.
Uden for tumulten efter det amerikanske bankkrak kunne Novo glæde sig over, at Citigroup har løftet kursmålet til 1200 kr. fra 960 kr. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg News. Den indekstunge Novo-aktie faldt 1,6 pct. til 984 kr. og klarede sig i det mindste på linje med C25-indekset.
Aktien i NTG Nordic Transport Group faldt 2,9 pct. til 338 kr., selv om SEB Bank har løftet kursmålet for aktien til 440 kr. fra 385 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Endelig offentliggjorde DFDS tal for fragtmængden, som faldt 8,6 pct. i februar sammenlignet med samme måned sidste år, og for passagertallet som steg 123,4 pct. i februar. Rederiaktien tabte 4,6 pct. til 263,20 kr.
Læs også: Danske Bank: Derfor falder aktierne
Læs også: Annette Heick fulgte sin mavefornemmelse – traf klogt valg
.\˙ MarketWire