Henter kommentarer

Kongetal forbløffer økonomer: 'Wow'


»Wow«

Sådan er to danske økonomers reaktion på de friske jobtal, der er landet fredag eftermiddag i USA.

Tallene viser, at den amerikanske jobfest fortsætter ufortrødent, og alene i maj måned blev der skabt 339.000 amerikanske job udenfor landbruget.

Det er markant flere end de 190.000 job, som økonomer på forhånd havde regnet med.

Derfor er Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv også forbløffet over fredagens stærke tal:

»Wow. Det amerikanske arbejdsmarked er stadig utrolig stærkt trods modvind fra kraftige rentestigninger, bankkrise og fyringsrunder i tech-virksomheder. Der er ikke tydelige tegn på at tempoet på det amerikanske arbejdsmarked går ned i gear, som man ellers drømmer om,« skriver Kristian Skriver i en kommentar til tallene.

Forbløffelsen over det stærke tal mærker Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, også. Han konstaterer, at det er den højeste jobfremgang i fire måneder.

»Wow, det er en flot jobvækst i USA. Det amerikanske jobtog vil simpelthen ikke stoppe. Der bliver ved med at komme imponerende mange flere amerikanere i arbejde,« forklarer Jeppe Juul Borre.

Selvom økonomerne er overraskede over den stærke jobvækst, så vil de mange job alt andet lige give den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sved på panden, vurderer Jeppe Juul Borre.

Et stærkt arbejdsmarked kan nemlig risikere at sætte blus under inflationen, og derfor kan Federal Reserve se sig nødsaget til at have renten yderligere.

Centralbanken har allerede hævet renten ti gange i træk.

Går man jobrapporten efter i sømmene, så står det imidlertid også klart, at ledigheden er steget fra 3,4 pct. til 3,7 pct.

Deruodver er lønningerne steget med 0,3 pct. sammenlignet med april, hvilket peger i retning af, at lønvæksten er på vej ned i USA.

»Det er sød musik for den amerikanske centralbank, for løntallene er helt centrale for udsigterne for kerneinflationen,« betoner Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank.

Læs også: Jyske Bank anbefaler at købe stor dansk aktie: De tror, at aktien kan stige markant

Læs også: Trodser Nationalbanken: Kryptovaluta er penge