Henter kommentarer

Jeppe Christiansen tror, renten kan stige noget mere: 'Det her vil ikke undre mig'

Foto: Jon Norddahl
Vis mere

Renterne kan sagtens stige meget mere, end folk har indset.

Det vurderer Jeppe Christiansen, der er adm. direktør hos den danske kapitalforvalter Maj Invest.

Det skriver Børsen, der fremhæver, at markedet forventer, at den amerikanske centralbanks styringsrente vil ramme i nærheden af 3,5 pct. i 2023.

»Renten er på vej op, og den har ikke toppet endnu, hvis vi fortsætter ned ad vækstsporet, hvilket er det mest sandsynlige. Det vil ikke undre mig, at den amerikanske styringsrente kommer helt op på 5 pct. i løbet af et år, hvis konjunkturen fortsætter. Årsagen er, at den underliggende inflation ikke lige går væk, fordi det største problem i USA er mangel på arbejdskraft og presset på arbejdsmarkedet. Derfor er aktiemarkedets reaktion helt logisk. Det rammer særligt vækstaktier og de virksomheder, der ikke rigtig har nogen indtjening,« siger Jeppe Christiansen til Børsen. Han forudser et inflationsniveau på 3 pct.

Læs også: Jeppe Christiansen: Europæisk opsving truet af frygt for nyt jerntæppe

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, så har markedet længe haft fokus på den stigende inflation, dvs. scenariet, hvor vi oplever generelle prisstigninger på hverdagens almindelige forbrugsgoder i samfundet. Inflationen er banket i vejret i både USA, Europa og under vores egne himmelstrøg. Inflationen er nået op på et niveau, som vi skal helt tilbage til begyndelsen af 1980erne for at finde.

I USA er inflationen helt oppe på 8,5 pct. og prisstigningerne har ifølge Danske Bank spredt sig til de fleste varer, serviceydelser og lønninger.

Det er de prisstigninger, som Federal Reserve forsøger at bekæmpe med en højere rente. Selvom målet er en lavere inflation, så er det ikke ensbetydende med, at priserne falder igen. Det betyder bare, at de ikke stiger så hurtigt.

Hør også: Penge er noget, vi taler om: Jeppe Christiansen viser helt nye sider af sig selv

Inflationen følges nøje af markedet, fordi med den kommer rentestigninger, så økonomien ikke overopheder. Renten har betydning for, hvordan de professionelle analytikere vurdere nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Rentestigningerne rammer især de dyrt prisfastsatte aktier, dvs. dem, hvor investorerne tror, at selskaberne vil komme til at tjene mange penge ude i fremtiden.

Det skyldes, at stigende renter betyder, at selskabernes pengestrømme ude i fremtiden er mindre værd i nutidskroner.

En højere rente påvirker samtidig vækstaktier i særlig grad frem for valueaktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.