En positiv aktieuge tegner til at slutte i grønt, hvor fokus fredag vil være på en sænket anbefaling for DSV samt aktiesalgsnyt for Torm og Zealand Pharma.
Torsdag blev det danske C25-indeks løftet med 1,7 pct. til 1790,13, da investorerne lunede sig ved et fortsat fravær af nye bankkriser.
De fire første dage af ugen har givet en fremgang til eliteindekset på 3,2 pct., mens kvartalet indtil nu har givet et plus på 5,3 pct.
Den opadgående retning ser ud til at vare ved fredag, hvor futuren for det tyske DAX-indeks, der sædvanligvis afspejler udviklingen herhjemme, stiger 0,1 pct. forud for åbning.
Generelt vil markedsdeltagerne fredag have fokus på inflationstal fra Frankrig klokken 8.45, eurozonen klokken 11 og USA klokken 14.30.
Læs også: Grøn dansk aktie rammer 'en vigtig milepæl'
DSV har fået sænket anbefalingen til "neutral" fra "overvægt" hos JPMorgan, der i samme ombæring har skåret kursmålet til 1270 kr. fra 1340 kr.
Omvendt har Goldman Sachs hævet sit kursmål for logistikaktien til 1580 kr. fra 1520 kr. Anbefalingen "køb" gentages.
DSV-aktien steg torsdag med 2,2 pct. til 1367 kr.
Mærsks B-aktien kom med et plus på 2,6 pct. til 12.145 kr. lidt igen efter onsdagens dyk på 23 pct., der kom efter danmarkshistoriens største udbytte på 4300 kr. per aktie.
Efter udbyttebetalingen, der lander hos aktionerne fredag, har Mærsk fået sænket kursmålet til 20.400 kr. fra 25.080 kr. af JPMorgan, der gentager anbefalingen "overvægt", mens Goldmans kursmål nu er 8700 kr. fra før 13.000 kr. Kursmålet er det laveste, et finanshus har for B-aktien i Mærsk blandt de 23 analytikere, som Bloomberg News har på aktien. Goldman gentager da også sin anbefaling "sælg".
I kursmålsafdelingen er der også nyt for Nordea, der har fået skåret kursmålet til 95,06 kr. fra 103,49 kr. hos svenske SEB. Torsdag steg aktien med 3,4 pct. til 73,52 kr.
Læs også: Zealand Pharma gennemfører aktieemission og henter 1,5 mia. kr.
Torm kan komme i fokus, efter at majoritetsaktionæren, Oaktree Capital, har opgivet at sælge en større aktiepost i Torm, som den ellers meddelte sent onsdag aften.
Meddelelsen om aktiesalget på op til 5,75 mio. aktier sendte torsdag Torm-aktien ned med 14,4 pct. til 195,90 kr., men meddelelsen om at Oaktree har måttet opgive salget fik i det amerikanske eftermarked aktien til at stige til en omregningskurs på 208,35 kr.
Zealand Pharma har gennemført en rettet emission af cirka 6,6 mio. nye aktier, hvilket har indbragt et bruttoprovenu på 1,5 mia. kr., oplyser selskabet torsdag aften.
De nye aktier er udstedt til en kurs på 228 kr. per aktie, svarende til en rabat på lidt over 5 pct. sammenlignet med lukkekursen torsdag i 240,60 kr., der kom efter et fald på 2,3 pct. på dagen.
Læs også: Ørsted klar til at opføre to havmølleparker: 'Vil skabe langsigtet værdi'
De grønne aktier var i høj kurs torsdag med plusser på 5,2 pct. til 198,32 kr. for Vestas og 4,6 pct. til 577,50 kr., hvor førstnævnte blev løftet af vindmølleselskabets største ordre på landjorden.
Ørsted har truffet endelig investeringsbeslutning og er klar til at opføre havvindmølleparkerne Greater Changhua 2b og 4 i Taiwan, fremgår det af en meddelelse fredag morgen.
Mølleparkerne har en samlet kapacitet på 920 megawatt og ventes opført inden udgangen af 2025.
Læs også: Børshus ser meme-aktien som værdiløs: Vi tror ikke, aktionærer finder afkast her
Vestas kan fredag morgen kigge mod syd, hvor tyske Nordex umiddelbart spår en smule vækst på toplinjen i 2023, mens driftsresultat før af- og nedskrivninger ventes at svinge omkring nullet.
Den danske vindmøllekoncern kan også komme i søgelyset fredag med ordreannonceringer før kvartalsafslutningen.
Coloplast er også i søgelyset fredag, efter at medicoselskabet har meldt om succesrige resultater med sit nye engangskateter, Luja, i et sammenligningsstudie med konkurrenten Hollisters kateter VaPro.
Aktien endte torsdag med et plus på 2,4 pct. i 897,40 kr.
Læs også: C25-topchef: 'Man ved ikke, om den mulighed nogensinde kommer igen'
Læs også: C25-topchef så aktien falde og købte straks op - ejer næsten 190.000 aktier nu
.\˙ MarketWire