Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.

'Cash is king' - investorer flygter fra alle andre aktiver

Investorerne flokkes ind i kontanter og fravælger stort set alle andre aktiver, viser en analyse, som Bank of America har lavet.

I den seneste uge har pengemarkedsfonde globalt oplevet en tilstrømning af nye midler på 30,3 mia. dollar, mens de globale aktiefonde så 7,8 mia. dollar trukket ud. Samtidig trak investorerne imidlertid også 6,9 mia. dollar ud af obligationsfondene, mens guldfonde så 0,4 mia. dollar forsvinde.

Bank of America understreger i forbindelse med analysen, at humøret hos investorerne "uden tvivl" er det værste siden 2008, blandt andet fordi, at aktiefaldene er blevet fulgt til dørs af de største kursfald til obligationerne siden 1920.

Bankens strateger forventer samtidig, at udviklingen vil fortsætte. Det vil sige, at kontanter, råvarer og volatilitet vil klare sig bedre end aktier og obligationer i en periode endnu, og bankens bull/bear-indikator er nu på maksimalt negativt niveau.

Læs mere her

To energi-aktier ryger i S&P 500 - to andre ryger ud

Det amerikanske hovedindeks, S&P 500, vil fra og med 3. oktober have to selskaber inden for energi mere som medlemmer.

Det er PG&E og EQT, som indlemmes i det fine selskab, mens softwareaktien Citrix og Duke Realty derimod må forlade S&P 500.

Forsyning har da også haft et relativt set godt år. PG&E, som leverer strøm til blandt andet Californien, er således steget med knap 4 pct. i 2022, mens markedet i USA er dykket med 23 pct.

Det blegner dog i forhold til fremgangen i EQT, der udvikler olie og gasprojekter, og som imidlertid er steget med hele 89 pct.

Læs mere her

​Dow Jones tæt på bear market - det er der sket

Med et fald på mere end 825 point eller 2,7 pct. var det gamle, hæderkronede Dow Jones-indeks fredag på et tidspunkt faldet med 20,5 pct. siden sin seneste rekord, der blev nået den 4. januar i år.

Dermed faldt det sidste, og altså også det mest defensive, af de tre hovedindeks i USA også ind i et bjørnemarked, hvilket traditionelt defineres som et fald på 20 pct. eller mere fra den seneste top.

Markedet rettede sig god sidst i handelen, og derfor lukkede Dow Jones ikke i et bjørnemarked, da et fald på 1,6 pct. til 29.590,41 indekspoint rækker til et samlet fald fra toppen på 19,6 pct.

S&P 500-indekset er sideløbende faldet med 23 pct. fra sin seneste rekord, også i starten af januar, mens Nasdaq har tabt godt 32 pct. siden sin seneste top sat i november sidste år.

Læs mere her

Sikkert aktiv står i flammer

Denne uges centralbankparade, som så de toneangivende renter sat op i blandt andet USA, England, Schweiz og Norge, lagde yderligere pres på guldprisen.

Prisen på guld faldt fredag med 1,8 pct., og det er nu dykket med mere end 10 pct. siden nytår.

I en pris på 1643 dollar per ounce er guldet samtidig faldet til det laveste niveau i to år, ifølge Bloomberg News.

Tilbagegangen kan især forklares med styrkelsen af dollaren i år, fordi guldet handles international i den amerikanske valuta, og når den bliver mere værd, kan man få mere guld for pengene.

»Svagheden i guld vil formentlig fortsætte, på grund af de pengepolitiske stramninger, som gør guld dyrere at eje,« siger Granasekar Thiagarajan, direktør hos Commtrendz Risk Management Services, til Bloomberg News.

Læs mere her

Markedstendenser

Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer mandag morgen en negativ åbning med et fald på -0,95 pct.

»Der venter endnu en særdels spændende uge på de finansielle markeder. Her vil investorerne først og fremmest rette blikket mod de nye inflationstal for euroområdet der kommer mod slutningen af ugen. Her offentliggøres også nye data for inflationsudviklingen i USA, der potentielt også kan rykke på forventningerne til styrken i den videre opstramning af pengepolitikken,« skriver Nordea i en morgenrapport.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Du kan lytte til dagens morgennyheder fra Euroinvestor her: