Henter kommentarer

Godmorgen, her er dagens vigtigste finansnyheder


Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.

Carvana vil afskedige 1500 ansatte - aktien stort set udraderet

Bilkoncernen Carvana vil fyre 1500 ansatte, svarende til 8 pct. af medarbejderne, efter at handelen med brugte biler i USA er faldet tilbage.

Carvana driver en online handelsplatform for køb og salg af brugte biler, og selskabet oplevede sidste år enorm fremgang, da forstyrrelserne i de globale forsyningskæder lagde pres på produktionen af nye biler, og forbrugerne derfor kastede sig over brugte køretøjer.

Sidenhen er priserne på brugte biler dog faldet kraftigt, samtidig med at stigende renter har ramt forbrugerne på pengepungen. I mellemtiden har Carvana senest brændt 2 mia. dollar af i kontanter de foregående seks måneder, og ifølge Bloomberg News spår analytikerne, at selskabet vil løbe helt tør for penge i løbet af 2023.

Aktien i Carvana falder fredag godt 3 pct., og selskabet har gennem 2022 mistet næsten 94 pct. af sin værdi.

Læs mere her

Mærsk-topchef ser forlig i voldtægtssag som "bedst for alle"

A.P.Møller-Mærsk har fredag oplyst, at koncernen har indgået et forlig med Hope Hicks, der havde stævnet rederiet, efter hun som ansat ombord på et af koncernens skibe, Alliance Fairfax, var blevet voldtaget af en overordnet.

»Forliget er bedst for hende og for alle. Vi ønsker at lære af sagen, og vi ønsker, at Hope Hicks kan komme videre med sit liv efter den her voldsomme oplevelse,« siger Søren Skou ifølge Finans.

»Der er intet vundet ved at lade sagen gå videre. Vi er på ingen måde ude på at sætte spørgsmålstegn ved Hope Hicks' historie. I en retssag skulle vi jo så påstå, at det ikke var sket, og det giver ingen mening,« fastslår Mærsks topchef.

Læs mere her

​Ikke set i to år: Analytikerne ser dystert på selskabernes indtjening

For første gang i to år forventer analytikerne på Wall Street, at de amerikanske selskabers indtjening vil falde.

Det er researchfirmaet IBES, der har beregnet, at konsensus på Wall Street nu er, at selskaberne i S&P 500 i fjerde kvartal samlet set vil se indtjeningen bakke med 0,4 pct.

Før starten af regnskabssæsonen for tredje kvartal, hvor en række selskaber har skuffet, var buddet ellers en vækst på bundlinjen på 5,8 pct. i årets sidste tre måneder.

»For at Federal Reserve skal nå sit mål for inflationen, må den skubbe økonomien ind i en recession, hvilket betyder, at indtjeningsestimaterne skal meget længere ned,«, siger Michael Mullaney, direktør hos Boston Partners, til Reuters.

Læs mere her

Nordnet om olieprisen: 'En julegave til danske bilister'

Den amerikanske olie er faldet markant over den seneste måned.

»Kombinationen af lavere råoliepriser og faldet i den amerikanske dollar har betydet, at det er blevet 20 pct. billigere at tanke benzin og diesel i forhold til de højeste priser, som blev nået i starten af juni måned,« forklarer  investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

»Priserne ligger stadig højere end i begyndelsen af året, men forskellen er blevet meget mindre,« fortæller Per Hansen.

På trods af recessionsrisiko har oliepriserne generelt holdt sig meget høje. Det skyldes, at selv om økonomien er svækket, er forholdet mellem udbud og efterspørgsel stramt.

Læs mere her

Svensk nedtur kan være dyster forvarsel til resten af verden

Nedturen på det svenske boligmarked tager til i styrke, viser nye tal ifølge finanstjeneste Bloomberg. I oktober faldt priserne med yderligere 3 pct. og dermed er svenske boliger blevet 14 pct. billigere i gennemsnit.

Udviklingen har fået netop det internationale nyhedsbureau Bloomberg til at spærre øjnene op, da den svenske nedtur tolkes som et forvarsel om, hvad der kan være i vente på boligmarkedet i resten af verden.

Med den seneste udvikling er der tale om den dybeste nedtur siden starten af 1990'erne.

Ifølge Bloomberg vil lande som USA, Storbritannien og New Zealand kunne opleve boligprisfald på op mod 20 pct. fra toppen.

Læs mere her

Markedstendenser

Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer mandag morgen en rød åbning med et lille fald på -0,30 pct.

»Der er udsigt til en lidt sur stemning, når markederne i Europa og Nordamerika åbner senere i dag. Det bliver en uge der vil blive præget af Thanksgiving i US torsdag efterfulgt af Black Friday. Og især Black Friday vil tiltrække sig investorerne interesse. Et stærkt eller svagt salg af varer på Black Friday vil kunne præge de finansielle markeder frem til rentemødet i Federal Reserve 14. december.,« skriver Nordea i en morgenrapport.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Du kan lytte til dagens afsnit af Euroinvestor Morgennyheder her: