Henter kommentarer

Godmorgen, her er dagens vigtigste finansnyheder


Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.

To jokere truer: Så langt kan aktierne dykke
To jokere hænger som sorte skyer over økonomien og truer med at udløse en dyb og længerevarende recession.

Hvis jokerne viser deres sande jeg, så står aktiemarkederne overfor gedigne fald. Det vurderer Henrik Franck, investeringsdirektør i Formuepleje, i et interview med Euroinvestor.

Aktierne trukket blodrøde afkast, siden nytåret blev skudt ind. Den garvede økonom mener således, at aktiemarkedets spillere allerede har indregnet en kort og mild recession – det vil sige en periode med økonomisk tilbagegang.

Krøllen på halen er imidlertid, at investorerne ikke priser en dyb og længerevarende recession ind i aktierne.

Læs mere her.

Netflix med positiv overraskelse – brager op
Aktien i Netflix brager op i tirsdagens eftermarked med 6,7 pct., da koncernen med sit regnskab for andet kvartal har overrasket positivt med et mindre kundetab end frygtet, og end Netflix selv havde meldt ud.

For andet kvartal i træk mistede Netflix betalende kunder, men tilbagegangen på 970.000 abonnementer var en del mindre end de 2 mio. mistede kunder, som analytikerne på Wall Street ifølge Bloomberg News havde regnet med. Og som Netflix i forbindelse med sit regnskab for første kvartal selv havde spået.

Læs mere her.

Elon Musk skal for retten i oktober
Der er lagt op til en hurtig afgørelse i striden mellem Twitter og verdens rigeste person, Elon Musk.

Delaware Chancery Court har nemlig tirsdag besluttet, at sagen, hvor Twitter har stævnet Musk for at tvinge ham til at gennemføre det aftalte køb af Twitter for 44 mia. dollar, kan starte allerede til oktober.

Twitters advokater har til chefdommer Kathaleen St. J. McCormick oplyst, at de blot behøver fire retsdage til at føre beviser og argumenter frem i sagen, og det har været det sociale medies ønske, at retssagen gennemføres hurtigt.

Læs mere her.

Vestas dropper Japan
Den danske vindmølleproducent Vestas har droppet planer om produktion i Japan.

Det skriver den japanske finansavis Nikkei uden at angive kilder til oplysningerne.

Den nye fabrik, som skulle have været opført i Nagasaki, skulle ifølge planerne modtage støtte fra de japanske myndigheder, men Vestas har tilbage i marts trukket sin ansøgning derom, efter at Vestas' potentielle kunde ikke vandt et udbud om at opføre en havvindmøllepark.

Læs mere her.

Markedstendenser

Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer onsdag morgen en grøn åbning med en stigning på +0,15 pct.

Dagens tal og begivenheder

Forbrugertillid - Danmark

Forbrugerpriser - Tyskland

Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.