Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.
Økonom: Energipriserne kommer til at stige yderligere
At russiske Gazprom nu vil lukke for gassen til Ørsted kommer formentlig til at smitte negativt af på danskernes gasregninger.
»Forbrugerne vil nok se, at gaspriserne stiger en lille smule og forbliver høje i et godt stykke tid endnu,« siger Søren Christensen, der er cheføkonom i Sydbank.
»Vi har været forberedt på det her et stykke tid, og Ørsted siger selv, at de har gas nok, fordi der er blevet opbygget lagre,« siger han.
Det kommer dog nok til at betyde, at Ørsted skal ud og købe sin gas hos andre europæiske nationer for at opretholde det nuværende niveau af gasleverancer.
Hvis Danmark alligevel skulle ende i en situation, hvor der ikke vil være tilstrækkeligt med gas, har Energistyrelsen meddelt, at man har en plan klar.
Læs mere her
Rygterne svirrer: Olie-alliance overvejer at straffe Putin og Rusland
Flere Opec-lande overvejer nu at suspendere Ruslands deltagelse i den produktionsaftale, som er indgået via Opec+-gruppen.
De internationale sanktioner mod Rusland efter dets invasion af Ukraine - senest med EU's beslutning mandag om at indføre et forbud mod størstedelen af russisk olieimport - er begyndt at undergrave Ruslands evne til at producere olie til det globale marked, og en suspendering vil potentielt gøre det muligt for andre lande i gruppen at øge produktionen i stedet.
Især Saudi Arabien og De Forenede¨Arabiske Emirater har evnen til hurtigt at pumpe betydeligt mere olie op, hvilket blandt andet USA flere gange har opfordret til, efter at olieprisen er gået markant forbi 100 dollar per tønde og dermed har sparket yderligere til den i forvejen tårnhøje inflation.
Læs mere her
Carlsberg anklager Heineken for konkurrencesnyd
Carlsberg har lagt sag an mod Heineken med anklager om, at den hollandske konkurrent på ølmarkedet i Grækenland har brudt konkurrencereglerne.
Carlsberg vurderes at kræve en erstatning på omtrent 255 mio. pund eller mere end 2,2 mia. kr.
Carlsberg er ejer af det næststørste græske bryggeri, Mythos, som sidder på 12-15 pct. af markedet, mens Heinekens datter Athenian Brewery har en andel på 70 pct.
I en anden sag mod Athenian Brewery har Macedonian Thrace beskyldt den dominerende spiller på det græske marked for at "tvunget og skræmt" distributører, grossister og detailforretninger og i sidste ende "snydt forbrugerne".
Læs mere her
Salesforce brager op efter opjustering
Den amerikanske softwarekæmpe Salesforce steg 8,9 pct. i eftermarkedet tirsdag, da selskabet i forbindelse med sit regnskab for første kvartal har opjusteret forventningerne.
Salesforce, som især gør sig inden for kundehåndteringssystemer, CRM, venter nu et justeret overskud intervallet mellem 4,74 og 4,76 dollar per aktie i regnskabsåret mod tidligere et resultat mellem 4,62 og 4,64 dollar.
»Vi havde endnu et fremragende kvartal,« siger Marc Benioff, administrerende direktør i Salesforce, i regnskabet.
» Der er ikke nogen bedre måleenhed for modstandskraften og momentum i vores forretning end de 42 mia. dollar, vi har i de resterende leveranceforpligtelser, hvilket udgør al kontraktmæssigt sikret fremtidige indtægter.«
Læs mere her
Nordnet om de kraftige kursfald: Vi har måske ramt bunden
De amerikanske teknologiaktier og danske aktier skal ikke længere ned i 2022.
Sådan lyder forudsigelsen fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en ny kommentar onsdag. Det sker, efter investorer uge efter uge har solgt ud af de rentefølsomme aktier på grund af inflationsfrygt.
»Jeg vover det ene øje for hele 2022: Jeg tror vi på indeksniveau har set bunden for Nasdaq Composite og også for de danske aktier i C25. Den bund blev nået og sat i maj,« lyder det fra Per Hansen.
Han hæfter sig ved, at det amerikanske teknologitunge aktieindeks, Nasdaq Composite, havde kurs mod et fald på 30 pct. i 2022, mens danske aktier nåede at falde 20 pct.
Læs mere her
Markedstendenser
Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer tirsdag morgen en ændring med et fald på -0,47 pct.
»Bekymringerne steg yderligere, da den russiske gas eksportør Gazprom PJSC udmeldte, at de lukker for gassen til selskaber i Danmark og Holland. Således er investorerne igen opmærksomme på, at centralbankernes renteforhøjelser kan tippe økonomien ud i en recession, og at stigende fødevare- og energiomkostninger presser forbrugerne og den økonomiske vækstudsigt. Bekymringerne kommer midt i en skepsis over, hvorvidt markedet er tæt på bunden og om vi har set det værste for denne gang.,« skriver Nordea i en morgenrapport.
Dagens tal og begivenheder
Matas - Q4
Ledighed, april - Rusland
Ledighed, april - Eurozonen
Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.