Der er nok for investorerne at skulle tage stilling til i denne uge, hvor den amerikanske regnskabssæson for alvor skydes i gang - og hvor der midt på ugen kommer tal for inflationen i december.
Mens en del af de store finanskoncerner som Citigroup, JPMorgan Chase, Wells Fargo og Blackrock alle kommer med regnskaber på fredag, så vil onsdag stå i inflationens tegn. Analytikerne venter ifølge Bloomberg News, at kerneinflationen steg 5,4 pct. på årsbasis i december, og det er et niveau, der næsten bekræfter, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), vil komme med en rentestigningen i marts, skriver Reuters.
- Den fortsatte stigning i inflationen kan yderligere booste Fed-høgene og sætte skub i forventningen om, at Fed hurtigt bør reducere størrelsen af sin balance for at undgå at flade rentekurven ud, siger Ipek Ozkardeskaya, analytiker hos Swissquote, ifølge Reuters.
Inden da - mandag før handlen på de amerikanske børser går i gang, ligger de ledende indeks til fald på 0,2-1,0 pct. - størst for Nasdaq-indekset.
Dermed fortsætter tendensen, hvor den slap i fredags - med fald.
Fredag faldt S&P 500-indekset med 0,4 pct., og Nasdaq-indekset bakkede 1,0 pct. Dermed faldt det teknologitunge indeks samlet med 4,5 pct. set over hele ugen - den værste uge for indekset siden februar sidste år.
Dow Jones-indekset faldt marginalt med 0,01 pct. efter længe at have ligget til et lille plus.
Læs også: Dyster forudsigelse fra storbank: Nedturen er ikke overstået – aktierne skal længere ned
Lululemon Athletica indikers 5,6 pct. lavere i det amerikanske formarked, efter at den canadiske sportstøjkoncern har nedpræciseret sine forventninger til fjerde kvartal med henvisning til negative konsekvenser af omikron-varianten af covid-19.
Det skriver Bloomberg News.
For regnskabsårets fjerde kvartal sænker selskabet forventningerne til bunden af intervallerne for både omsætning, hvor intervallet hedder 2,13-2,17 mia. dollar, og for den justerede indtjening per aktie, hvor intervallet lyder på 3,25-3,32 dollar.
- Vi startede feriesæsonen i en stærk position, men har siden oplevet flere konsekvenser af omikon-varianten, herunder øgede kapacitetsbegrænsninger, større personalebegrænsninger og reducerede åbningstider forskellige steder, siger koncernchef Calvin McDonald.
Bristol-Myers Squibbs forventninger til salget i 2022 lander under analytikernes forventninger, men aktien stiger 0,3 pct. i formarkedet til 63,03 dollar.
Det er Reuters, der - med henvisning til medicinalselskabets præsentation på JPMorgans healthcare-konference - skriver om de skuffende mål og også om en acceleration af medicinalselskabets tilbagekøbsprogram.
Bristol-Myers Squibb venter i 2022 at nå et salg på 47 mia. dollar, hvilket er under analytikerkonsensus ifølge Reuters på 47,8 mia. dollar.
Den skuffende salgsprognose tilskrives primært kræftbehandlingen Revlimid, som selskabet fik med i forbindelse med det 74 mia. dollar store opkøb af Celgene.
Bristol-Myers meddeler også, at det planlægger en acceleration af aktietilbagekøbsprogrammet til 5 mia. dollar i løbet af første kvartal - en del af et tidligere annoncerede program på 15 mia. dollar.
Læs også: 3 aktier teknisk set: 'Aktien ser interessant ud på niveauet'
Owens & Minor har lagt et købstilbud på den amerikanske leverandør af sundhedsudstyr Apria på knap 1,5 mia. dollar, eller 37,5 dollar per aktie, skriver Bloomberg News.
Købstilbuddet involverer en præmie på 26 pct. sammenlignet med fredagens lukkekurs på 29,72 dollar.
Apria sælger udstyr til behandling af blandt andet søvnapnø og kronisk obstruktiv lungesygdom.
Aktien i Apria stiger 24,5 pct. i formarkedet til 37,02 dollar.
Take-Two har aftalt at købe videospiludvikleren Zynga i en handel med en præmie på 64 pct. og en enterpriseværdi på 12,7 mia. dollar.
Zynga-aktien indikeres 52,3 pct. højere i 9,14 dollar, mens Take-Two falder 8,5 pct. i formarkedet.
Og så har biotekselskab Biomarin søndag aften offentliggjort positive resultater fra et fase 3-studie med en genterapi til behandling af blødersygdommen, Hæmofili A, skriver branchemediet Medwatch.
Aktien i Biomarin stiger 5,6 pct. til 89 dollar i det amerikanske formarked.
Der er tale om genbehandlingen Valoctocogene Roxaparvovec, der blev afvist af den amerikanske lægemiddelstyrelse forrige år.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.
Læs også: Aktiechef: Dansk aktie er urealistisk prissat
Læs også: Analytikere: De 3 danske aktier med størst potentiale
.\˙ MarketWire