Henter kommentarer

Erfaren investor: Her er min bedste aktie i år


Aktiemarkederne har været blodrøde i år, men én sydamerikansk aktie har glitret i mørket og udemærket sig i porteføljen hos Juul Value Invest.

Der er tale om Sociedad Química y Minera de Chile – med tickerkoden SQM – som har givet tyngdekraften baghjul og er strøget op 123 pct., siden nytåret blev skudt ind.

»Det er vores bedste aktie år til dato,« siger Per Juul, der står bag Juul Value Invest, i tirsdagens udgave af Millionærklubben.

SQM laver litium ved at pumpe store mængder mineralholdigt vand op fra undergrunden, hvorefter de lægger vandet ud i den chilenske ørken. Når solens stråler får vandet til at fordampe, kan man høste mineraler som litium og kalium.

Læs også: Aldrig set før: Danskere har rekordmange penge i banken

Valueinvestoren købte aktien i anden halvdel af 2021, og Per Juul fik færten af den chilenske aktie gennem en analyse i Morningstar.

»De sagde, at aktien var mere værd, og de havde tiltro til, litium skulle man bruge mere af,« forklarer Per Juul.

Og rigtigt nok – efter en periode, hvor aktien er gået lidt frem og tilbage, så er prisen på lithuim eksploderet, og det har naturligt også fået SQM til at eksplodere. Prisen på litihum er seks-syv doblet i forhold til samme tid sidste år, pointerer Per Juul.

»Det er gået meget hurtigere og meget kraftigere, end jeg først havde regnet med,« siger kapitalforvalteren.

Per Juul overvåger ikke chilenske nyheder rituelt for at holde med i selskabets udvikling, men han holder øje med de nyheder, der strømmer ud fra selskabet. Særligt følger investoren med i selskabets miljøbelastning, ligesom det nylige valg af en socialistisk præsident i Chile kan påvirke, om SQM får lov til at leje de dele af ørkenen, de bruger i dag, for kontrakten skal fornyes hvert tiende år.

Ønsker man at kaste sine penge i lithiumproducenter, kan man også kigge mod Australien, siger Per Juul.

Litium bruges blandt andet i batterier og som medikament, der modvirker maniske eller depressive episoder.

Læs også: Professionel investor satser på C25-aktie

Læs også: Så mange boligejere har skrottet deres gamle lån