Henter kommentarer

Danske Bank: Det begynder at gøre ondt, hvis du ikke er med


»Det begynder at gøre ondt, hvis du ikke er med.«

Sådan lyder det fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen. Han taler om de kraftige stigninger, der har været blandt en række amerikanske teknologiaktier. Det er særligt aktier inden for kunstig intelligens, der bliver sendt op.

»Det begynder at gøre ondt ikke at være med. Du risikerer, at du gør det dårligere end markedet generelt, hvis du ikke har de aktier, der ligger og stiger,« udtaler Lars Skovgaard Andersen og fortsætter:

»Det her kunstige intelligens bliver ved med at trække markedet op.«

Læs også: Dansk topchef ser stort potentiale i gigantisk marked: 'Vi står rigtig lunt i svinget'

Nvidia-aktien er en af dem, der har tiltrukket sig massiv opmærksomhed, efter aktien er braget henover børshimlen. Nvidia-aktien er steget 166 pct. siden årets start. Til sammenligning er det toneangivende S&P 500-indekset oppe med 9,5 pct. i samme periode.

En del af historien er ifølge Lars Skovgaard Andersen, at så længe vækstaktierne kan blive ved med at stige, så driver de markedet op.

»Du har nogle mennesker, som ikke har været i aktiemarkedet, fordi de har stået på sidelinjen, som er på vej ind,« forklarer strategen.

»Vækstaktier driver lige nu aktiemarkedet opad. Det trækker op til, at mange mennesker vil ind i markedet. Undskyldningerne for ikke at være med begynder at blive færre, for eksempel efter vi har fået afklaring på gældsloftet,« udtaler han.

»Du skal virkelig gøre op med dig selv, hvad du gør nu. Du har en afkobling, hvor bestemte aktier stiger mere end resten af markedet, selv om det virker ulogisk, at de stiger, fordi renterne er så høje.«

De rentefølsomme vækstaktier stiger nemlig på et tidspunkt, hvor vi har høje renter, og hvor det ikke kan udelukkes, at der kommer nye rentestigninger.

Læs også: Godt nyt til danskerne

»Det er dyrt ikke at være med. Jeg synes ikke, at du skal overinvestere i vækstaktierne, hvis du ikke har været med indtil nu, men du kommer til at underperformer, hvis du ikke er med,« vurderer han.

»Jeg ville købe bredt op inden for det her, hvis jeg ikke havde været med endnu. Du kan selvfølgelig købe enkeltaktier, men jeg tror, at hele tech-sektoren kan blive trukket med op,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Danske Bank-strategen anbefaler, at din portefølje er indrettet sådan, at du er eksponeret mod amerikanske aktier og især teknologiaktier.

»Jeg ville eksponeret mig mod et amerikansk teknologi-aktieindeks,« siger han.

Den største risiko er for ham at se, hvis renterne på den korte bane stiger for meget.

Når investorerne følger renteudviklingen så nøje, så skyldes det, at renten har en betydning for, hvordan de professionelle analytikere vurderer nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Jo højere rente, jo lavere bliver nutidsværdien af selskabernes fremtidige indtjening. En højere rente rammer derfor i særlig grad vækstaktierne frem for value-aktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.

Læs også: Markedet er frosset til - nu får det konsekvenser

Læs også: Dansk selskab havde stor pengebeholdning i krakket bank: 'Det var ikke den sjoveste weekend'