Henter kommentarer

Dansk topinvestor skærer igennem: Hele kryptomarkedet bliver smadret


 

Stifter og adm. direktør hos kapitalforvalteren Maj Invest, Jeppe Christiansen, sender fredag eftermiddag en skarp kommentar afsted til den seneste tids dramatiske udvikling på de finansielle markeder.

Den erfarne investor og økonom skriver om udviklingen på sin Linkedin-profil under overskriften »DET STORE KRYPTO CRASH«.

»Stigende amerikanske renter smadrer nu hele krypto-markedet. Markedsværdien af krypto var sidste år 3.000 mia. dollar. Det kan blive voldsomt, fordi crypto ingen reel værdi har,« skriver Jeppe Christiansen, der også er næstformand i Novo Nordisk samt flere andre store danske virksomheder.

Det er ikke nyt, at Jeppe Christiansen er kritisk over for bitcoin - men det er sjældent den anerkendte økonom er så skarp i retorikken.

»Den amerikanske nulrentepolitik er slut for denne gang. Den amerikanske BNP-vækst fortsætter, der er rigelig efterspørgsel.
Vi får derfor ikke amerikansk recession i denne omgang. Men vi får stigende amerikanske renter helt op imod 5 pct.,« skriver han.

»Det vil særligt ramme disruption-aktier og Tesla. Aktieuroen fortsætter i nogen tid,« lyder det.

En enkelt opmuntrende melding blev det også til:

»De solide globale aktier er ikke dyre, og de er værdisikre på langt sigt.«

Læs også: Falske rygter og mystiske ordrer: Danske investorer risikerer fængselsstraf

Læs også: 'Markedet spekulerer i noget, der er værre end stagflation'