Flere ting kan sende Rockwool-aktien ud i nye fald.

Det vurderer Handelsbankens aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard i et analysenotat onsdag. De fremhæver en række risici, der kan sende den danske C25-aktie længere ned.

»På trods af, at prisfastsættelsen af Rockwool-aktien på ingen måder er anstrengt, og bestemt ikke afspejler potentialet for EU’s Green Deal, så vurderer vi dog, at der for indeværende er flere faktorer, der kan drive prisfastsættelsen længere ned,« forklarer strategerne.

Læs også: Storbanker kæmper for at undgå dansk millionregning

Det skal ses i lyset af, at Rockwool-aktien er faldet 55 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

Den danske isoleringskoncern kæmper lige nu med at afbøje den tårnhøje inflation, de højere renter og recessionsfrygten. Rockwool, der har specialiseret sig i materialer til isolering af bygningner, kan blive tvunget til at hæve priserne med 40-50 pct. for at opveje den højere COGS (Cost of Goods sold), forklarer strategerne.

Læs også: Aktiechef advarer: Ser din portefølje sådan ud, løber du stor risiko

Det kan i sidste ende ramme Rockwools salg, hvilket sammen med lavere efterspørgsel i andet halvår udgør en reel risiko for vækst og marginudviklingen de kommende kvartaler.

»Vi vurderer således, at det er for tidligt at få et mere positivt syn på casen på trods af, at aktien har fået halveret sin markedsværdi år til dato,« forklarer strategerne.

Læs også: Ser stort potentiale i 'billig' aktie: 'Galskab ikke at købe den'

Når strategerne fokuserer på EU's store grønne klimasatsning - Green Deal - så skyldes det, at den for dem at se bør føre til flere vækstmuligheder for Rockwool.

Det vil imidlertid »kræve en længerevarende periode med større investeringer, hvilket vil være hæmmende for cashflow-potentialet,« påpeger strategerne, der uddyber:

»Selvom det for indeværende ikke er vores base-case scenarie, så er der ligeledes en risiko for, at omkostningsinflationen fortsætter med at stige, hvilket gør udsigterne for volumenen, marginerne, og indtjeningen usikre for 2. halvår 2022 såvel som starten af 2023.«

Læs også: En af Danmarks største banker: Vi er nervøse

Læs også: ECB-medlem vil have kraftigere rentestigninger