Billetterne til den seneste Spider-Man-film i rækken, 'Spider-Man: No Way Home', blev revet væk, da de blev sat til salg natten til mandag i USA.
Så voldsom en efterspørgsel har billetkontorerne ikke oplevet siden coronapandemiens start, og det er godt nyt til film- og biografindustrien, der har lidt siden corona lammede næsten hele verden for snart to år siden.
Det skriver mediet CNBC, der har talt med flere eksperter, der spår biografindustrien en snarlig lysere fremtid.
Den nye Spider-Man-film er Marvel-efterfølgeren til 'Spider-Man: Homecoming' og 'Spider-Man: Far From Home'. Filmen er blevet skabt via et samarbejde mellem Disney, der ejer størstedelen af rettighederne til Marvel-universet, og Sony.
Der er ingen tvivl om, at filmen er en af de mest ventede i år. Ifølge mediet var der timelange onlinekøer til internetsider som Cinemark, Regal og AMC, der alle forhandler biografbilletter. Den slags heftig aktivitet er ikke set siden 2019, da billetterne til film som 'Avengers: Endgame' og 'Star Wars: The Rise of Skywalker' blev sat i handel.
»Der er forskellige niveauer af intens fan-efterspørgsel, når det kommer til billetsalg, og denne film viser tydeligt, at den hører til i toppen med nogle få udvalgte andre,« siger Shawn Robbins, der er chefanalytiker hos BoxOffice.com og tilføjer:
»For alle, der tvivlede på, om lysten til biografture ville vende retur efter to år, så se på entusiasmen for 'Spider-Man' som et vigtigt omdrejningspunkt i restitutionsperioden for billetkontorer og tegnet på en lys fremtid forude.«
Flere biografanalytikere var på forhånd optimistiske, og vurderede at Spider-Man-filmen sagtens kunne sælge billetter for mere end 100 mio. dollar alene i december, men efterspørgslen ser ud til at være endnu højere end først antaget.
De to seneste Spider-Man-film, der også har den engelske skuespiller Tom Holland i hovedrollen, solgte i debutperioden billetter for 117 mio. dollar i 2017 og for 92 mio. dollar i 2019.
Ligesom mange Spider-Man-fans har ventet i spænding på den seneste film i rækken, gælder det også for biografkæderne. Enkelte af dem er gået så langt at give biografgængerne et yderligere incitament til at anskaffe sig billetter til premiereaftenen den 16. december.
I samarbejde med Sony Pictures har biografkæden AMC tilbyder 86.000 NFT'er til medlemmer af fordelsklubberne AMC Stubs A-List, AMC Stubs Premiere og AMC Investor Connect, der har booket billet til premieren.
Læs også: Her er bøgerne, Bill Gates mener, du bør læse i juleferien
Læs også: Her er årets store skuffelser blandt de professionelle investorer
