Henter kommentarer

Aktien falder: Dansk selskab nedjusterer


Aktiekursen hos den danske entreprenør MT Højgaard falder fredag eftermiddag, efter at selskabet har nedjusteret sine forventninger til 2023.

Aktien er i skrivende stund faldet med 4,1 pct. efter at have handlet fladt klokken 15.

Faldet skyldes at bestyrelsen i MT Højgaard Holding har besluttet at sætte gang i »en strategisk proces« for den internationale afdeling af forretningen.

»Målet er at reducere kompleksitet og risiko ved at nedskalere de internationale aktiviteter i en kontrolleret proces, der også omfatter frasalg og afvikling. Koncernen vil i endnu højere grad fokusere på den danske kerneforretning og primært være aktiv internationalt via afgrænsede projekter på udvalgte områder,« skriver MT Højgaard i en selskabsmeddelelse.

Som en konsekvens af beslutningen sænker MT Højgaard sine forventninger til driftsresultatet for 2023 så det nu forventes at lande mellem 200-225 mio. kr. Den tidligere forventning var et resultat på mellem 300-325 mio kr.

Det er dog ikke noget, der kommer til at betyde det store for den danske forretning, vurderer selskabet:

»Nedjusteringen skyldes alene de internationale aktiviteter, som i 1. kvartal 2023 blot udgjorde 7 % af koncernens omsætning. Den danske kerneforretning har frem til og med maj 2023 leveret bedre end ventede resultater efter en stærk udvikling i specielt MT Højgaard Danmark, og fremgangen ventes at fortsætte året ud, så den danske kerneforretning for femte år i træk forbedrer indtjeningen efter solid omsætningsvækst,« lyder det.

Det seneste år er MT Højgaard-aktien faldet med 15,8 pct.

Læs også: Flere biler får adgang til Teslas superladere

Læs også: Tech-gigant fyrer dansk chef