Henter kommentarer

MT Højgaard Holding A/S: Fortsat fremgang i udfordrende marked

MT Højgaard Holding koncernen offentliggør rapporten for 1. kvartal 2022 med flg. hovedpunkter:

HOVEDPUNKTER I 1. KVARTAL

Resultaterne i 1. kvartal var som ventet. Pris- og leveringsproblemer på byggematerialer fylder meget i byggebranchen, men havde kun mindre effekt på resultaterne i 1. kvartal. Dette krævede dog megen fokus i forretningsenhederne.

  • Omsætningen steg 25,5% til 1.888 mio. kr. Den organiske vækst var ca. 6,5%.
  • Driftsresultatet før særlige poster blev 31 mio. kr. mod 14 mio. kr. i 1. kvartal 2021. Overskudsgraden steg 0,6 procentpoint til 1,6%.
  • MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen leverede hovedparten af fremgangen, mens Scandi Bygs resultater blev dårligere som følge af lavere aktivitet.

ORDREINDGANG OG -BEHOLDNING

  • En solid ordrebeholdning skaber robusthed og stabilitet i forretningen.
  • Koncernens samlede ordrebeholdning steg 30,0% til 10,8 mia. kr. Hertil kommer vundne, men endnu ikke kontraherede ordrer til en værdi af ca. 3,5 mia. kr. og de fremtidige opgaver under de strategiske partnerskaber med en samlet potentiel værdi på 6-7 mia. kr.
  • Forretningsenhederne kontraherede i 1. kvartal nye, ubetingede ordrer til en værdi af 1.923 mio. kr. Ordreindgangen var 7,4% højere end i 1. kvartal 2021. MT Højgaard Danmark leverede det største bidrag til væksten med en ordreindgang på 869 mio. kr.
  • Efter en periode med svag ordreindgang indgik Scandi Byg aftaler om nye ordrer for 201 mio. kr. Scandi Byg blev også udpeget som totalentreprenør i den nye bydel Fælledby i København, hvor en endelig ordre ventes kontraheret i løbet af 2022.

FORVENTNINGER TIL 2022

  • Forventningerne til 2022 er uændrede i forhold til udmeldingen i årsrapporten for 2021. Risikoen for, at pris- og leveranceproblemer kan påvirke koncernens projekter og resultater er dog tiltagende.
  • Omsætningen ventes uændret at blive i niveauet 8,0-8,2 mia. kr.
  • Driftsresultat før særlige poster ventes uændret at blive i niveauet 250-275 mio. kr.
  • Indtjeningen ventes fortsat at blive højest i 2. halvår.

”Vi skabte de ventede resultater og fik en solid ordreindgang i 1. kvartal, hvor vi var i stand til at håndtere de historiske prisstigninger på byggematerialer og de tiltagende problemer med levering. Men de vanskelige markedsforhold kræver megen fokus, og i flere projekter har vi skullet finde alternative materialer eller leverandører. Vi forbereder os på, at problemerne varer ved, og vi har en tæt, løbende dialog med bygherrer, leverandører og andre partnere om at iværksætte afhjælpende initiativer i tide. Men risikoen er tiltagende,” udtaler koncernchef Henrik Mielke.

Kontakt: Henvendelse til CEO Henrik Mielke og CFO Martin Solberg kan ske på telefon +45 22 70 93 65.

Vedhæftede filer