Årets Nobelpris i økonomi er blevet tildelt tre økonomer, hvis forskning har haft til formål at vise, hvordan man bedst bekæmper fattigdom. Det forenklede svar er: Eksperimenter.
En af vor tids vigtigste tendenser er et dramatisk fald i fattigdommen. Der er nu færre fattige i verden end på noget tidspunkt de sidste 200 år – til trods for at vi er syv gange så mange mennesker. Færre end hver tiende lever i absolut fattigdom mod mere end hver tredje i 1990.
Faldet skyldes især globaliseringen og markedsorienterede reformer i bl.a. Kina og Indien. Derimod har udviklingsbistand spillet en skuffende rolle for udvikling. Det finder Martin Paldam, Aarhus Universitet, i sin gennemgang af de empiriske studier på området.
Angus Deaton, som fik Nobelprisen i 2015 for udviklingsøkonomi, mener endda, at udviklingsbistand typisk gør mere skade end gavn, når den betragtes i et lidt større perspektiv. Den mindsker nemlig autoritære regimers incitament til at skabe udvikling.
Disse budskaber har selvsagt ikke vakt udelt begejstring i det “udviklingsindustrielle kompleks” af politikere, embedsmænd og organisationer beskæftiget med at fordele bistandsmidler. Men med årets Nobelpris i økonomi bliver der slået endnu et slag for, at udviklingspolitik bør bygge på solid evidens.
Prisen deles af Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. De to første har henholdsvis indisk og fransk baggrund, men alle praktiserer i USA. Duflo på 46 år er den hidtil yngste vinder af økonomiprisen og den kun anden kvinde nogensinde.
Også på andre måder er årets økonomipris usædvanlig. Den bygger på nyere resultater og er mere empirisk end normalt, hvor mere teoretiske bidrag og forskning fra et langt liv ofte har været belønnet. Men det er dog langt fra ”måling uden teori”, årets tre vindere bedriver.
Faktisk er udgangspunktet for deres Nobelpris det systematiske arbejde med at indføre en bestemt metode – randomiserede forsøg – i økonomi. Også uden for udviklingsøkonomi betragtes det som en metodemæssig ”guldstandard”.
Idéen er at måle effekten af en intervention – f.eks. en bestemt politik – ved at udtage en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe helt tilfældigt, på samme måde som man tester effekten af lægemidler. Dermed kan man være mere sikker på, at det rent faktisk er interventionen, som forklarer en forskel mellem to grupper. Idéen om eksperimenter i økonomi er også af nyere dato.
Vernon Smith fik prisen i 2002 for sine banebrydende arbejder på området. Men til forskel fra ham benytter årets prismodtagere sig primært af feltstudier frem for laboratorieforsøg.
Årets nobelpristagere har bl.a. undersøgt effekten af forskellige tiltag til at forbedre undervisningen i den tredje verden. De fandt, at flere ressourcer i form af bedre lærebøger, lavere klassekvotient og gratis skolemåltider ikke har væsentlig betydning, mens de fandt en stor effekt af målrettet undervisning til svage elever.
Det svarer i øvrigt til det resultat, min kollega Henrik Christoffersen har fundet for danske skoler: Flere ressourcer giver ikke bedre resultater (til gengæld fandt Produktivitetskommissionen en stor korrelation mellem elevernes eksamensresultater og lærernes egne eksamensresultater: Dygtigere lærere skabte bedre elevresultater).
En meget effektiv intervention i skolerne i bl.a. Indien er kontrakter, der belønner lærere for ikke at være fraværende. I Indien er lærerfravær et omfattende problem - og en del af forklaringen på privatskolebevægelsen i slumkvartererne. Et tilsvarende studie af belønning af sygeplejersker for at møde op på lokale klinikker viste initialt også positive effekter, som imidlertid fortog sig. Forklaringen var, at de med tiden fandt smuthuller i programmet.
Trods modviljen mod evidens er tendensen blevet stærkere. Det skyldes bl.a., at Gates Foundation lægger vægt på, at dens midler skal bruges omkostningseffektivt – og derfor har samarbejdet med nogle af årets nobelpristagere.
Spørgsmålet er dog, hvor langt man kan komme i udviklingspolitikken ad den vej. Som sagt er det institutionelle forbedringer i form af eksempelvis markedsorienterede reformer, der for alvor har fået fattigdommen til at falde.
