Henter kommentarer

Forløsning: Trecifret millionbeløb er nu begyndt at tikke ind på disse danskeres konti

Nu er udbetalingen i gang: Tusindsvis af danskere får nu - efter B.T. i 2020 afslørede gravende fejl hos skattemyndighederne - helt automatisk tilbagebetalt trecifret millionbeløb. Nogle får over 100.000 kroner tilbage. 
Nu er udbetalingen i gang: Tusindsvis af danskere får nu - efter B.T. i 2020 afslørede gravende fejl hos skattemyndighederne - helt automatisk tilbagebetalt trecifret millionbeløb. Nogle får over 100.000 kroner tilbage.  Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det har taget år at nå hertil, men nu er et trecifret millionbeløb begyndt at blive udbetalt til arvinger til afdøde boligejere, der har betalt for meget i boligskat i perioden 2011-2020.

Det kan B.T. og Euroinvestor i dag fortælle, efter at have været i kontakt med flere arvinger, der oplyser, at de nu har fået sat pengene ind på deres Nemkonto eller har fået brev fra skifteretten om at pengene er på vej.

»Jeg fik pengene ind på kontoen for en 8-14 dage siden,« fortæller en borger fra Næstved-området til B.T. og Euroinvestor.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, men B.T. og Euroinvestor er bekendt med hans identitet.

Hans mor døde i 2016, og han blev først opmærksom på, at han som enearving til hendes hus  kunne have penge til gode, da hans mor sandsynligvis havde betalt for meget i boligskatter fra 2011-2016.

»Det var kun på baggrund af B.T. og dine artikler, jeg blev opmærksom på det,« siger han og tilføjer:

»Hvis I ikke havde gravet i det her, så var pengene bare røget i statskassen.«

Det er nemlig alene, fordi B.T. gik ind i sagen i efteråret 2020, at arvingerne nu fire et halvt år senere er begyndt at få tilbagebetalt den boligskat, som deres afdøde pårørende betalte for meget fra 2011-2020 som følge af Skats pilskæve og alt for høje ejendomsvurderinger.

Det var nemlig først, efter at B.T. havde påvist en graverende fejl i Skatteministeriet, at et flertal i Folketinget 21. juni 2022 vedtog ny lovgivning - L 177, som ændrede ejendomsvurderingsloven, boafgiftsloven og dødsboskattelovgivningen - så arvingerne nu kan få pengene (se en grafisk fremstilling af den fejl, B.T. påviste, i bunden af artiklen).

Og det er ikke småpenge, arvingerne skal have tilbage. 

Vurderingsstyrelsen har identificeret over 15.000 sager, hvor arvinger skal have tilbagebetalt den boligskat, som deres afdøde pårørende uretmæssigt blev opkrævet.

Under skifteretten i Viborg er der identificeret et afsluttet dødsbo, hvor den afdøde boligejer har betalt hele 135.820 kroner for meget i boligskat, og i alt vil den samlede tilbagebetaling til arvingerne sandsynligvis vil løbe op i over 150 millioner kroner.

»Hvis ikke der var nogle medier, der følger op på tingene, så ville det gå den forkerte vej. Det her er jo bare et eksempel. Der er jo også hele sagen om de nye ejendomsvurderinger,” siger Næstved-borgeren.

Han undrer sig over, at han i forbindelse med udbetalingen af de præcis 8.451 kroner ikke har modtaget en opgørelse over, hvordan beløbet er beregnet. Beløbet er fritaget for rets- og boafgift.

»Det ville have klædt dem (myndighederne, red.), hvis der var en beregning med. Men jeg orker ikke at gøre noget ved det,« siger Næstved-borgeren.

B.T. og Euroinvestor har henvendt sig Vurderingsstyrelsen for at få svar på, hvorfor de berørte arvinger ikke får oplyst, hvordan den for meget betalte ejendomsskat er beregnet, så borgerne har et oplyst grundlag at vurdere det tilbagebetalt beløb på. 

B.T. og Euroinvestor har også bedt om svar på, hvilke overvejelser styrelsen har gjort sig om borgernes retssikkerhed i den forbindelse.

Vurderingsstyrelsen oplyser, at den arbejder på et svar.